Mit personlige why – fra krop til hoved mod den fuldendte cirkel

Puk Scharbau, programansvarlig

Min egen rejse startede for 30 år siden, hvor jeg var professionel og prisvindende skuespiller. Mit virke handlede om kreativitet og kunstnerisk skaben. Intuition, krop, væren og samskaben var centralt. 

 Efter jeg blev mor, valgte jeg at bevæge mig fra skuespillet og ind i konsulent- og rådgivningsfeltet. Jeg tog en række uddannelser for at kompensere for min kreative tilgang og få mere hoved, teori og intellekt på banen. For at begå mig på ledelsesgangene overtrænede jeg min konsulentmuskel, og nedtonede den væsentlige kompetence, som jeg havde med mig som skuespiller - viden om kroppens kapacitet som indgang til bæredygtig selvledelse, intuitionskraft og mærkbarhed. Og viden om kraftfuld kommunikation i forhold til, hvordan du selv udtrykker dig, i forhold til din interpersonelle kommunikation, hvordan du hører og mærker den anden og hvordan du lytter, samtaler og medreflekterer med dybde. 

En Masterafhandling i International Business Coaching gav mig indsigt i Aristoteles’ coachingform – den filosofiske undren eller proteptik, som handler om at uddanne ledere gennem dialog og selvindsigt. Jeg fik et nyt gennembrud til det, der føltes væsentligt for mig - nemlig ledelse med refleksion og integritet og bæredygtig selvledelse med blik for energien og potentialet i at være fremfor kun at gøre. Jeg blev igen optaget af at bruge kroppens kapacitet aktivt for at øge nærvær og intuitionskraft og som en vej til levende, positivt vibrerende og kraftfuld kommunikation. 

Oveni fik jeg gennem studier af Wendy Palmers Leadership Embodiment-metode et nyt sprog til at dele og træne andre i at bruge kroppen og åndedrættet som indgang til at centrere sig, være nærværende og kunne high performe. 

Bruger af stemmen som dynamisk værktøj til at udtrykke dig, din energi og skabe kontakt til andre, er blevet en passion, som jeg tager afsæt i, når jeg træner ledere. Min egen praksis indebærer også den japanske ikke-voldelige selvforsvarsdisciplin Aikido, som forener kroppen og den mentale energi. Aikido betyder simpelthen ”Vejen til at balancere din energi.” 

Jeg møder mange ledere, hvor ledelsen er krøbet op i hovedet. Min mission og passion er at åbne ledelsesfeltet, så kroppen kommer med, med al sin intelligens, intuitionskraft og mærkbarhed. Når jeg træner ledere, trækker jeg både på mine egne erfaringer og indsigter fra skuespillerfaget, klassiske ledelses- og kommunikationsteorier, mundtlig retorik og viden fra neurovidenskab og adfærdspsykologiens verden. 

De seneste år har jeg opnået at arbejde ud fra et punkt, hvor der er balance i brugen af hoved og krop. Et sted hvor intellekt og intuition, analyse og evnen til at mærke, får lov at samarbejde og forløse et langt større potentiale, end det er muligt med en enten rendyrket kropslig eller intellektuel tilgang. Det er en nærmest fuldendt cirkel.